Kort om Hviding Kirkes historie
Hviding Kirke ligger som en præriekirke i den vestlige del af marsken, tæt på landsbyen Gl. Hviding. Placeringen skyldes, at fra gammel tid var Hviding Nakke et vigtig ladeplads for bl.a. udskibning af stude.
Kirken er påbegyndes opført omkring 1150 – oprindelig tufsten.
Omkring år 1200 er der behov for at bygge kirken større. Det bygges et stort vestparti med to tårne, som har været forbundet med en portbygning.
Under restaureringerne 1963-67 viste der sig desuden fundamenter til to sideskibe, som imidlertid aldrig blev opført. Da de to tårne faldt sammen omkring år 1500 blev de ikke siden genopført.
Kirken har oprindelig været rig på kalkmalerier, men i dag er der ikke så meget tilbage. Karakteristisk for kirken er dog den hanseatiske kogge på nordvæggen, fra omkring år 1300.
Skibets marmorerede loft er fra 1744, mens korloftet er malet i 1913.
Vestpulpituret er fra 1704, mens orgelfacaden er fra 1782. Det indbyggede orgel er fra 1967, udstyret med cymbelstjerne.
Døbefonten er senromansk. Korbuekrucifixet fra omkring 1350 og Prædikestolen fra 1767.
Kirkens mest markante klenodie er den store fløjaltertavle fra 1520, skåret efter et træsnit af nürnbergeren Erhard Schön. I en stor rosenkrans, hvis roser symboliserer Trosbekendelsen, og hvis små roser symboliserer Fadervor og Ave Maria, hænger den korsfæstede, omgivet af talrige udskårne figurer.